I kvindens vold - kvinders vold mod mænd

Jeg har fået lov til at sætte denne utroligt gode artikelserie om husbondvold ud på hjemmesiden.
Den er værd at blive klog på.

Den er skrevet af Line Lykke Haukrogh og Jon Bøge Gehlert

Hele artiklen kan ses længere nede: I kvindens vold - kvinders vold mod mænd 

En del er udgivet i Kristeligt Dagblad 29 og 30-11-2010 som tre artikler. De kan ses her:

Nyhed, "Kvinder er lige så voldelige som mænd i parforhold": http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/391669:Danmark--Kvinder-lige-saa-voldelige-som-maend-i-parforhold?all=1

Fortælling, "En mand bøjer nakken": http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/391673:Danmark--En-mand-boejer-nakken?all=1

Nyhed, "Politiet ignorerer kvinders vold mod mænd: http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/391792:Danmark--Politiet-ignorerer-kvinders-vold-mod-maend?all=1

 

I kvindens vold

 

Dag 1                                                                                                    3

Serieboks                                                                                             2

Nyhed: Kvinder er lige så voldelige som mænd i parforhold       3

Fortælling, 1. del: En mand bøjer nakken                                      5

Dag 2                                                                                                  11

Serieboks                                                                                           11

Nyhed: Politiet ignorerer kvinders vold mod mænd                    12

Fortælling, 2. del: Utopien om den lykkelige familie                   14

Dag 3                                                                                                  19

Serieboks                                                                                           19

Nyhed: Hjælp på vej til voldsramte mænd                                    20

Baggrund: Skjult i tabuets skygge                                               22

Sideartikel: Voldelige kvinder og mænd er fra samme planet   27

Faktabokse                                                                                        29


Dag 1

Serieboks

 

 

Tema: I kvindens vold

Partnervold mod mænd er omgærdet af massive tabuer, og de voldsramte mænd står sjældent frem. Kristeligt Dagblad sætter i denne uge fokus på tabuet og fortæller de voldsramte mænds historier.


Kvinder er lige så voldelige som mænd i parforhold


I gadebilledet står mænd for størstedelen af volden. Men bag hjemmets fire vægge deler kvinderne lige så mange fysiske og specielt psykiske øretæver ud som mændene, mener flere eksperter

Af Jon Bøge Gehlert og Line Lykke Haukrogh

Rigtige mænd græder ikke. Men det har de måske alligevel grund til. Eksperter i partnervold peger på, at mænd lige så ofte som kvinder udsættes for partnervold, mens flere ledere fra landets mandekrisecentre melder om massive mørketal på området.

Den eneste reelle danske undersøgelse af partnervold mod mænd - Ligestillingsministeriets rapport 'Vold mod mænd i Danmark 2008' - fortæller, at over 8000 mænd årligt udsættes for partnervold. Men det tal er stærkt misvisende, mener mandecenterlederne.

”De 8000 udgør kun et lille udsnit, for der er mange mænd, som aldrig anmelder det. Jeg mener, der er mange flere,” siger Carsten Nicolaysen, leder af Stedet - Center for mænd i krise i Fredericia.

Også leder Jan Skaarup fra Mandecentret Odense mener, at de 8000 tilfælde er alt for lavt sat og dækker over et stort mørketal. Han pointerer, at husbondvold oftest er psykisk og består af nedsættende bemærkninger, bagtalen og trusler, der nedbryder manden.

”Den psykiske vold påvirker mændene hårdest. Den er svær at forklare til andre, for det er et tabu at være den, det går ud over i hjemmet. Manden har derfor en opfattelse af, at andre ikke synes, det er fedt, når han kommer og hælder tre liter vand ud af øjnene,” siger han.

 

Den psykiske vold har også læge Lise Seidelin hæftet sig ved. Hun har gennem flere år behandlet både voldsramte mænd og kvinder på Privathospitalet Lisegården. Hun mener, at partnervold går lige meget begge veje.

”Der eksisterer utroligt meget psykisk vold over for mænd. Chikanerier, der er meget sværere at tackle inden i sig selv end fysisk vold. Hvis du hele tiden får at vide, at du er dum og en skiderik, så knækker du til sidst psykisk,” siger hun.

At husbondvold skulle være et alvorligt problem er seniorforsker Karin Helweg-Larsen fra Statens Institut for Folkesundhed dog dybt uenig i. Hun er forfatter til Ligestillingsministeriets rapport fra 2008 om vold mod mænd, og hun mener ikke, at husbondvold kan sidestilles med den vold, mænd udsættes for i alle mulige andre sammenhænge.

”Maskuliniteten hos de her mænd får sig helt sikkert nogle skår, men det er relativt få mænd, der er udsat for gentagen partnervold, og de kan derfor ikke betragtes som reelle ofre for partnervold,” siger hun.

 

I udlandet er omfanget af husbondvold bedre kortlagt end i Danmark. Blandt andet har psykologiprofessor John Archer fra University Of Central Lancashire i Storbritannien samlet 83 undersøgelser af partnervold og derudfra konkluderet, at kvinder er en smule mere voldelige end mænd i parforhold, når også mindre voldsepisoder som at kaste ting efter manden tælles med. Til gengæld er mændene mere farlige, da de forvolder større skade.

John Archer mener, at de engelske undersøgelser sagtens kan overføres til Danmark, da lande med høj ligestilling - som Danmark - ofte vil have en ganske høj procentdel af kvinder, der er voldelige i parforholdet.

”Samfundets kamp for ligestilling gør det mere sandsynligt, at kvinden vil have mod til at vise sine aggressioner over for manden, fordi kvinden er mere frigjort. Samtidig vil kampen for ligestilling gøre, at manden vil blive bremset i sin vold mod kvinden,” siger professor John Archer.

 


En mand bøjer nakken

 

Henrik får tæsk af sin kone. Alvorlige fysiske og psykiske tæsk. Men han bliver i forholdet - for bør man ikke strække sig langt for at redde et parforhold? Henrik strakte sig ualmindeligt langt. Dette er første del af hans historie om livstruende overfald og et selvværd i gulvhøjde

 

Af Jon Bøge Gehlert og Line Lykke Haukrogh

 

 

Henrik misser med øjnene. Langsomt klarer hans syn op. Han ligger fladt på ryggen og hører fjernt en bestemt stemme sige ”så kører vi!”. En mand klædt i hvidt tøj med refleksstriber på arme og ben læner sig ind over Henrik og presser et hvidt klæde mod hans baghoved. Henrik bukker langsomt nakken og ser sin treårige søn Malthe, der med store, våde øjne kigger op på ham. Han knuger sig fast til Henriks bluse.

Netop inden ambulancens døre lukker, ser han sin kone Eva, der råber og skriger i ustyrligt raseri foran det lejlighedskompleks, hvor familien bor i en forstad til København. To politibetjente forsøger at holde hende tilbage. I græsset ved siden af dem står en rød racerbil. Racerbilen er så stor, at Malthe kan sidde i den. Og det var bare det, Henrik ville: Se sin søn sidde i bilen med et stort smil på læben. Også selvom Eva blev sur over bilens pris.

 

En time tidligere er Henrik taget ind til København for at købe en gave til Malthe. Han har fået udbetalt en bonus fra sin arbejdsplads, og den bonus skal bruges til at glæde sønnen. Han synes, han har fundet den perfekte gave. En nøjagtig kopi af en glinsende, postkasserød Ferrari formel 1-racerbil med logoer og det hele på – bare i børnestørrelse, så Malthe kan køre rundt i den. Bilen koster langt over 1000 kroner. Det er egentlig en del mere, end Henrik nogensinde har købt legetøj for til Malthe, men det er den, han skal have, synes Henrik.

Da han kommer hjem efter sit indkøb, bakser han den næsten halvanden meter lange racerbil op af de melerede trapper til familiens lejlighed på 2. sal. Han åbner døren med racerbilen i favnen og ser sin søn komme løbende imod sig. Malthe stråler, som er det juleaften, og hiver i både bilen og Henrik for straks at komme ned på gaden og prøve den. Eva udviser langtfra samme begejstring. Hun raser øjeblikkeligt over, at han har brugt så mange penge på legetøj. Hvordan skal de nu få råd til alle mulige andre fornødenheder?

Henrik kan mærke, at Eva hidser sig mere og mere op, og belært af sin erfaring har han mest lyst til at komme ud af lejligheden hurtigst muligt. Han bakker ud gennem entréen og døren med racerbilen i favnen. Malthe følger lige i hælene på ham, begejstret over udsigten til, at han tilsyneladende allerede skal prøve bilen. Henrik og Malthe kommer ned på det grønne fællesareal foran boligkomplekset. Eva følger efter, mens hun råber og skriger om, hvor uduelig og håbløs Henrik er. Pludselig går han ud som et lys.

Det næste, han husker, er, da ambulanceføreren siger ordene ”så kører vi!”. En voldsom smerte dunker i hans baghoved. Den senere skadestuerapport taler sit tydelige sprog: en flænge i baghovedet og en opfordring fra den vagthavende læge om at involvere egen læge i de gentagne voldstilfælde, som kan ende fatalt både for mand og barn. Eva har slået Henrik bevidstløs med en hammer.

 

Henriks tur i ambulancen er ikke den første. Eva har før udsat ham for så voldsomme overfald, at politi og ambulance har været tilkaldt. Alligevel står han ikke frem og fortæller om den vold, Eva udsætter ham for. Det er pinligt at blive slået af en kvinde. Og at det er hans egen kone, som er voldelig overfor ham, gør det kun endnu mere ydmygende. I øvrigt er de jo også lykkeligt gift. Det var de i hvert fald i begyndelsen.

I 1995 - seks år inden slaget med hammeren - er Henrik vendt hjem fra en militær udstationering, hvor han har fungeret som lastbilchauffør med ansvar for at bringe nødhjælp frem. Kamphandlinger er ikke hans bord, og han er ikke involveret i dem. Da han kommer til Danmark, har en ven arrangeret en velkomstfest for ham, og efter en glad og våd aften vågner han næste morgen med en sød pige ved siden af sig. Pigen hedder Eva og er en veninde af kammeraten, der har arrangeret festen.

Derfra går det stærkt. Henrik er 40 år, har mødt en dejlig kvinde og synes, han er parat til at stifte familie. De begynder derfor hurtigt at se meget til hinanden. Eva kører med på nogle af de ture, som Henrik tager i forbindelse med sit job som lastbilchauffør, og de har det generelt godt sammen. Han er glad for endelig at have mødt en kvinde, der både er god at snakke med og sød og omsorgsfuld overfor ham. Og så er hun tilmed smuk med mørke øjne og langt kruset hår.

Et år efter, de har mødt hinanden, gifter de sig ved et lille bryllup. Eva er allerede gravid med Malthe. Graviditeten er måske ikke ligefrem planlagt, men Henrik glæder sig til det ansvar, der følger med at være far, og til at skabe en lille, lykkelig familie. Men lykken udebliver.

 

Malthe sutter veltilfreds på Evas bryst. Hun ammer ham i lejlighedens plyshjørnesofa, og den mørkhårede, fire måneder gamle dreng spiser veltilfreds, indtil hans små øjne falder i. Freden er dog kortvarig. Malthe vågner hurtigt og stikker i en inderlig skrigen. Henrik mener, det er fordi, Malthe stadig er sulten, men Eva orker ikke at amme mere. Henrik kan ikke bære, at hans søn sådan skal ligge og skrige af sult. Han tager en rask beslutning og stæser ned i den nærliggende Matas, hvor han køber en sutteflaske og en pose med pulver-modermælkserstatning.

Da han kommer tilbage til lejligheden, spørger Eva undrende, hvor han har været. Henrik holder posen med sutteflaske og pulvermælk frem med tilfreds mine. Men Eva deler langt fra entusiasmen for hans løsning og overfuser ham. Hun har jo masser af mælk i brysterne, så der er da ingen grund til at købe sådan noget. Han tager sig ikke af hendes brok. Sundhedsplejersken har jo sagt, at Evas brystmælk har et lavt næringsindhold, og da han rækker sutteflasken hen til Malthes mund, suger han 160 af de 200 milliliter mælk ud i en køre.

 

Henrik lader sin mætte søn bøvse af på skulderen og gør klar til at lægge ham ned i den hvide tremmeseng. I samme øjeblik braser Eva ind på soveværelset, mens hun brokker sig over Henrik. Han tysser på hende - hun skal ikke vække Malthe. Henrik bukker sig ned og lægger den sovende søn i sengen.

Da han vender sig om, står Eva lige bag ham i soveværelsets halvmørke. Ud af ingenting placerer hun et spark direkte i skridtet af ham, så han knækker sammen. Smerterne er så voldsomme, at Henrik ikke kan fremstamme et ord. På alle fire kravler han over til dobbeltsengen. Eva betragter ham og siger, at han skal lade være med at klynke.

Da Henrik en halv time senere kommer til sig selv, giver han Eva besked på aldrig at gøre sådan igen. Han synes selv, han leverer beskeden meget bestemt og uden tøven. Alligevel skal denne første voldsepisode vise sig ikke at være enestående. Hans ord er uden virkning.

 

Eva nøjes ikke med at sparke og overfalde Henrik med en hammer. En stor del af deres ægteskab bærer også præg af, hvad der professionelt set karakteriseres som psykisk vold. I Henriks tilfælde består den psykiske vold i, at Eva ganske hurtigt efter brylluppet begynder at fortælle ham, hvor utilstrækkelig han er. Når bølgerne for alvor går højt i hjemmet, truer Eva med, at hun vil slå ham ihjel, og andre gange proklamerer hun, at hun vil forlade ham og tage Malthe med.

Hun brokker sig også over, at han ikke hjælper til med noget som helst. Henrik tager kritikken til sig og gør alt, hvad han kan, for at hjælpe til i hjemmet. Men så synes Eva, at han er alt for meget hjemme, går i vejen og ikke sørger for at tjene penge nok til familien. Selv har Eva kun midlertidige rengørings- og kantinevikariater.

Jo længere tid, der går, desto mere vokser Henriks følelse af ikke at kunne gøre noget rigtigt. Han begynder derfor at køre mere lastbil end normalt. Han sørger for at tage lange ture over flere dage til de fjerneste dele af Jylland. På den måde kan han overnatte væk fra hjemmet.

Men roen er alligevel svær at finde på de lange ture. Eva ringer til Henriks vognmand både dag og nat for enten at få Henrik til at komme hjem eller for, at vognmanden skal give ham flere ture, som kan give flere penge. Det er pinligt, synes Henrik. Han ønsker ikke at involvere andre mennesker i de problemer, han så ihærdigt forsøger at gemme af vejen. Men problemerne bliver sværere og sværere at skjule, for bag hjemmets fire vægge tager komplikationerne til.

 

Henrik læner sig frem og hjælper Malthe med at holde styr på ske og tallerken. Hans toårige søn gumler tilfreds på blandingen af kartoffelmos og ærter. Henrik kan høre Eva skælde ud inde fra stuen. Han tager sig ikke af det. Halvandet år er gået, siden hun sparkede ham i skridtet, og hun skælder efterhånden så meget ud, at han er i tvivl om, hvad hun er sur over denne gang.

Han koncentrerer sig i stedet om at hjælpe Malthe med maden. Henrik læner sig frem for at give ham endnu en skefuld mos. Hvad der derefter sker, er han ikke klar over på grund af den hjernerystelse, han pådrager sig. Pludselig sortner det for øjnene, og da han åbner dem igen, er alt kaos. Køkkenets træskabslåger og det lyse linoleumsgulv flyder rundt for øjnene af ham. På gulvet ved siden af ham ligger en væltet barnestol, en pande og rester af kartoffelmos og ærter. Oven på ham ligger Malthe og skriger. Som gennem en tåge kan høre Eva skælde ud.

Han har rasende ondt i baghovedet. Han løfter langsomt hovedet fra køkkengulvet og fører sin hånd op til baghovedet. Han føler forsigtigt på sit sorte hår, og da han ser på sine fingre, er de røde af blod. Henrik krænger sig usikkert på benene med Malthe, der klynger sig fast til ham. Køkkenet og entréen sejler rundt for øjnene af ham. Han vil væk. Ud af lejligheden. Han tilkalder en ambulance og stavrer ud på gaden. Han er usikker på, hvad der præcis er sket. Sikkert er det dog, at Eva denne gang har gjort noget langt grovere, end da hun sparkede ham i skridtet halvandet år tidligere. Meget grovere endda. Hun har slået ham i baghovedet med hammeren fra Henriks blå værktøjskasse.

 

På hospitalet syr den vagthavende læge Henrik med flere sting og konstaterer en hjernerystelse og ømhed i kraniet. Henrik har Malthe med på hospitalet, hvor de opholder sig en uge. Eva får forbud mod at besøge dem. Politiet giver Henrik lov til at beholde Malthe på hospitalet, og de tager rapport på, hvad der er sket. Siden hører han ikke mere fra politiet.

Under hospitalsopholdet taler Henrik med sin vognmand om forholdet til Eva. Vognmanden advarer ham om, at situationen kan udvikle sig farligt. Det kan han godt se. Alligevel klynger han sig til ønsket om, at Malthe skal vokse op med både en far og en mor. Som en rigtig familie.

Henrik taler også med sin bror i Sverige og fortæller ham, hvad der er sket. Henrik siger til broderen, at han er nervøs. Men han finder ikke støtte hos sin bror, som ikke rigtig kan forstå, hvorfor Henrik ikke bare slår igen. Når han ikke gør det, kan situationen vel ikke være så slem. Sådan ser Henrik ikke på det. Selvfølgelig ønsker han, at Malthe skal have begge sine forældre hos sig, men han skal ikke vokse op i et hjem med vold og stridigheder. Det kan godt være, at Eva slår, men hvad skulle det hjælpe, hvis han også selv begynder at slå? Desuden har han slet ikke lyst til at slå. Som barn oplevede han selv at få nogen på hovedet af forældrene, og det har han ikke lyst til at gøre mod et andet menneske.

Da Henrik forlader hospitalet, trækker han en hue over hovedet. Ingen skal se den barberede plet og stingene, han har i baghovedet.

 

 

Henrik og Malthe opholder sig i dagene efter udskrivelsen fra hospitalet på et lokalt krisecenter. Der får Henrik ro til at tænke over fremtiden. Men selvom hans tillid til kvinden, som han tidligere var så tryg ved, er forsvundet, vælger han alligevel at tage tilbage til hende i håb om, at fremtiden er lys for deres lille familie. Henrik har dog lært af sine erfaringer. Han er meget opmærksom på sin kone og holder hele tiden øje med, hvor hun er, og hvilket humør hun er i. Han vil ikke risikere endnu et overfald.

Vognmandens ord er heller ikke glemt. I månederne efter, Henrik er kommet hjem, popper advarslen flere gange op i hans hoved. Det kunne faktisk være endt galt.

Derfor tager Henrik også sine forholdsregler og begynder at tage Malthe med på nogle af de lange ture i lastbilen. Han har en fornemmelse af, at Eva også er fysisk voldelig over for sønnen, men han kan ikke dokumentere det. Han nyder at have sin søn med i lastbilen, som synes tryg i forhold til hjemmet. Malthe tegner, leger på Henriks soveplads og falder i søvn i takt med lastbilens vuggen på motorvejene. Henrik gør alt, hvad han kan, for at gøre det behageligt for sin søn i lastbilen. Han sørger for at holde klinisk rent, så ingenting kan flyve rundt ved en hård opbremsning, og han anskaffer en lille dvd-afspiller, så Malthe ikke kommer til at kede sig.

Selvom Henrik får det bedre af at være meget væk fra Eva og lejligheden, er de lange arbejdsdage ikke lutter glade dage. Trætheden sætter sig i ham som en kronisk sygdom, og han er dybest set afhængig af kaffe. Han har svært ved at indgå i de andre chaufførers fællesskab, og når han træder inden for i parrets lejlighed, sker det ofte, at han drikker en øl eller to for meget for at dulme sine flossede nerver og for at kunne holde Evas anklager ud.

Sådan står det til med psykisk vold og gentagne overfald fra kort efter brylluppet i 1996 og i mere end seks år frem. Indtil en varm augustmorgen i 2003.

 

Henrik er alene hjemme med Malthe. Eva er taget ind til København med deres datter Maria, som er kommet til verden knap et år tidligere. Det er tidlig formiddag, og solen bager. Henrik ser sig om i lejligheden, ser på sin seksårige søn, der kigger tilbage på sin far uden et ord. En spændt følelse vokser i kroppen af Henrik. Han tænker på den samtale, han havde med sin vognmand en uge tidligere:

Lastbilens sorte telefon havde ringet. Det var hans vognmand. Henrik holdt hvil i sin lastbil sidst på eftermiddagen lidt uden for København. Han var i gang med en af sine lange vagter og var kørt ind på en parkeringsplads for at holde en times pause og få sig lidt af den nødvendige kaffe. Vognmanden sagde, han ville kigge forbi Henrik til en hurtig snak. Kort tid efter hoppede vognmanden op i det røde førerhus til Henrik, som sad i strømpesokker. Sko gør følingen med lastbilen dårligere, så Henrik kørte altid i strømpesokker. Alt, der kunne forstyrre hans kørsel, skulle væk.

Men vognmanden mente, at der faktisk var noget, der forstyrrede Henriks kørsel. I høj grad. Han havde ved selvsyn konstateret, hvordan han havde udviklet sig negativt de seneste år i forholdet med Eva, hvordan han blev mere og mere træt og rastløs. Han stillede Henrik et ultimatum: Enten forlod han Eva, eller også ville han miste sit job.

Det overraskede Henrik. Kunne det være rigtigt, at det stod så slemt til i forhold til Eva? Påvirkede forholdet ham virkelig så negativt? Det mente vognmanden, at det gjorde, og Henrik havde præcis to uger til at komme ud af det. Hvis han skulle bruge en lastbil til at komme væk, skulle han bare ringe, når han var på vej. Lastbilen var hans.

Halvanden time senere sluttede samtalen. Vognmanden havde været meget velovervejet i sine betragtninger og havde været behagelig at tale med, syntes Henrik. Tankerne føg rundt i hovedet af ham. Blive hos Eva eller miste sit job? Han havde kørt for firmaet i fire år, i forruden sad nummerpladen med hans navn, og han havde ikke lyst til at miste sit gode job og kolleger. Han havde lovet vognmanden at tænke grundigt over situationen.

Der i lastbilens røde førerhus huskede Henrik også, hvad hans bror havde sagt til ham kort forinden i en telefonsamtale. Broderen opfordrede ham til at pakke sine ting og køre op til ham i Sverige. I det mindste skulle han komme op og se lejligheden, som han ville kunne bo i deroppe. Broderens tidligere skepsis over for Henriks historier om Evas vold var forsvundet. Han ville have, at han kom ud af forholdet, og det skulle gå hurtigt.

Eva vil ikke være væk fra lejligheden længere end en times tid, det ved Henrik. Han har ikke lyst til at tage endnu en konfrontation med hende. Adrenalinen suser rundt i kroppen. Det er nu eller aldrig, tænker han.

 

Anden og sidste del af Henriks historie bringes i morgen.

 

 

Sådan har vi gjort

Fortællingen om Henrik bygger på flere interviews med Henrik samt interviews med Eva, Henriks nye kæreste, en terapeut, der har været tilknyttet Henriks sag, hans advokat og en socialrådgiver fra et af de krisecentre, hvor Henrik har boet. Derudover bygger historien på politirapporter og kvitteringer for anmeldelser til politiet, skadestuerapporter, psykologobservationer af Henrik og Eva samt journalisternes egne observationer. De scener af historien, hvor kun Henrik og Eva har været til stede og ikke kan bekræftes af rapporter, bygger på Henriks gengivelse af episoderne.

                      Historiens personer optræder under pseudonym af etiske og juridiske årsager. Deres rigtige navne er journalisterne bekendt.


Dag 2

Serieboks

 

Tema: I kvindens vold

Partnervold mod mænd er omgærdet af massive tabuer, og de voldsramte mænd står sjældent frem. Kristeligt Dagblad sætter i denne uge fokus på tabuet og fortæller de voldsramte mænds historier.

 


Politiet ignorerer kvinders vold mod mænd


Politiet tager ikke kvinders partnervold mod mænd alvorligt, mener en ekspert i partnervold og flere mandekrisecentre. Politiet erkender, at der kan være et problem

Af Jon Bøge Gehlert og Line Lykke Haukrogh

Mænd bliver diskrimineret i sager om partnervold. Så hård er anklagen mod politiet fra landets mandekrisecentre og en ekspert i partnervold.

Både i København, Odense og Jylland melder mandekrisecentrene om voldsramte mænd, der har forsøgt at melde konens eller kærestens vold, men er blevet sendt væk fra politistationen uden at have fået lov at afgive en anmeldelse. Oftest afskriver politiet mændene med et overbærende smil og en opfordring til at tænke over situationen en gang til. Politiet kan ikke stille noget op over for 'familiespektakler', lyder forklaringen til mændene.

”Vi oplever hele tiden, at politiet ikke vil tage imod anmeldelser fra de voldsramte mænd. Der skal være blod på tøjet eller synlige skader, ellers vil politiet ikke gøre mere ved sagen”, siger Mark Hinchely, socialfaglig konsulent ved Mandecentret København.

Officielle tal skønner, at mere end 8000 mænd hvert år udsættes for partnervold, men det reelle tal er ifølge flere eksperter og mandekrisecentrene langt større. Og ikke kun mandekrisecentrene melder om en ligegyldig holdning hos politiet. Organisationen Dialog Mod Vold arrangerer oplysningskurser for politiets ansatte, og når emnet partnervold mod mænd bringes på banen, har flere betjente svært ved blot at fastholde seriøsiteten, fortæller direktør Helle Øbo.

”Politiet har rigtig, rigtig svært ved at forstå, at kvinder finder sig i partnervold. Men de har endnu sværere ved at forstå, at mændene finder sig i det. Betjentene kan ikke sætte sig ind i, at manden ikke bare forlader kvinden, og så bliver situationen lidt komisk for dem,” siger hun, men pointerer, at politiet ikke er den eneste faggruppe med den holdning.

Kritikken overrasker hos Politiforbundet. Herfra understreger formand Peter Ibsen, at når en person vil anmelde en person for vold, er det ligegyldigt, om gerningsmanden er mand eller kvinde. Det skelner lovgivningen ikke imellem, så det gør politiet naturligvis heller ikke. Peter Ibsen vil dog ikke afvise, at nogen betjente kan have vanskelligt ved at tage kvinders partnervold mod mænd seriøst, fordi politiet i langt de fleste tilfælde oplever den omvendte situation.

”Jeg kan sagtens forestille mig, at diverse tjenestesteder kan have svært ved at forholde sig til, at en mand, der er to meter bred over skuldrene, kommer ind og fortæller, at han har fået tæsk af konen. Politifolk er et bredt udsnit af den danske befolkning, så jeg vil slet ikke afvise, at der kan være nogen betjente, der har mere end almindeligt svært ved at tage det alvorligt. Så har de et problem, og det må selvfølgelig ikke forekomme,” understreger formanden.


På grund af politiets attitude over for de voldsramte mænd, afholder mange mænd sig fra at melde volden, fortæller mandekrisecentrene. Det forstår Steen Baagøe Nielsen, lektor ved Roskilde Universitet og formand for Nordisk Forening for Forskning om Mænd og Maskuliniteter, godt. For mændene ser politianmeldelserne som undergravende for deres forståelse af sig selv som magtfulde og handlekraftige.

”Ligesom mange kvinder kan have vanskeligt ved at gå til politiet med voldtægtsanklager, fordi de er blevet mødt med skepsis, er det på samme måde svært for mænd i sager om husbondvold. Politiet vil utvivlsomt i mange tilfælde undre sig over, at manden ikke bare har udnyttet sin fysiske overlegenhed og den mandlige beslutsomhed til at håndtere situationen,” siger han.


Utopien om den lykkelige familie

 

Hammeroverfald, spark og psykisk terror. Gennem flere år affinder Henrik sig med dette i kampen for at holde sammen på sin familie. En dag får han nok. Dette er anden og sidste del af hans historie

 

Af Line Lykke Haukrogh og Jon Bøge Gehlert

 

Resume: Henrik har været gift med Eva i mere end seks år. Men ægteskabet er ulykkeligt. Efter brylluppet i 1996 viser Eva sig at være utilregnelig og voldelig. Hun ydmyger Henrik verbalt, og flere gange overfalder hun ham så groft med en hammer, at han bliver indlagt med flænger i hovedet. Volden gør, at Henrik ikke kan fungere på sit arbejde, og efterhånden indser han, at han ikke kan blive i forholdet. Han vil væk.

Henriks krop dirrer af spænding og nervøsitet. Dette er hans mulighed. Hans chance for at flygte fra kvinden, som gennem de seneste seks år har forvandlet sig fra kærlig hustru til voldelig overvåger.

I hans hoved genlyder ordene, som hans vognmand sagde til ham under en fortrolig samtale i lastbilen blot en uge før. Hvis Henrik skal bruge en lastbil til at komme væk, skal han bare ringe til vognmanden og sige, at nu kører han. Han skal ikke spørge om lov. Han skal bare køre.

Mere eller mindre bevidst har Henrik aftenen før taget lastbilen med hjem efter en lang tur. Den holder nu parkeret på boligblokkens parkeringsplads lidt derfra. Eva er denne lørdag augustmorgen i 2003 taget ind til København med deres lille datter Maria. De vil være hjemme igen om en times tid. Henrik er alene hjemme med deres seksårige søn Malthe. Henrik beslutter sig. Han har travlt. Han farer ud af lejligheden og sætter i løb for at hente lastbilen.

I lastbilen på vej tilbage til lejligheden ringer Henrik til sin bror. Han vil gerne tage broderen op på tilbuddet om, at han kan låne hans lejlighed i Sverige. Det er broderen glad for at høre. Tilbage i hjemmet pakker Henrik to store sportstasker med tøj, styrter igen ned på gaden og kyler taskerne ind i lastbilens store anhænger. Malthe står stille ved siden af lastbilen og kigger på sin far, der arbejder hektisk. Sønnens øjne synes pludselig store. Blanke.

”Far, tag mig med.”

Henrik kigger alvorligt på sin søn, som han står der i sine korte bukser og røde bluse med blikket fæstnet på ham. Han overvejer kort konsekvenserne ved at stikke af med sønnen. Et øjeblik efter løfter han Malthe op i lastbilens røde førerhus, inden han skynder sig ind i huset og pakker endnu en sportstaske. Denne gang med Malthes tøj. Klokken nærmer sig 10.00. Eva vil meget snart være hjemme igen. De skal af sted.

 

Mens lastbilen triller væk fra den lejlighed, som har dannet ramme om et langt fra lykkeligt ægteskab, griber Henrik ud efter den sorte biltelefon. Han ringer til vognmanden og fortæller, at han kører fra København nu. Vognmanden ønsker ham en god tur og beder ham om at passe godt på Malthe. Det skal Henrik nok. Børnene har jo altid været hans førsteprioritet. Selv efter de voldsomme overfald, hvor det har virket direkte idiotisk at finde tilbage til Eva, har han gjort det ud fra tanken om, at det var bedst for børnene med en samlet familie.

Nu er de bare de to. Henrik har ofte haft Malthe med på turene i lastbilen, men denne gang er det anderledes. Denne gang skal de ikke bare være væk et par dage. Henrik har en knude af nervøsitet i maven. Han tør slet ikke tænke på, hvordan Eva vil reagere, når hun opdager, at han og Malthe er væk.

Da Øresundsbroens langstrakte bue viser sig, synker han dybt. En mærkelig ro sænker sig over ham. Han kører firmakortet gennem betalingsanlægget uden for Malmö, og den rød og hvid-stribede bom går op. En følelse af frihed rammer ham. Nu er det slut. Det må det være.

 

Alt i rummet ånder ro og tryghed. De hvide vægge, de lyse møbler og fyrfadslysenes stabile flammer. Det er 15 måneder siden, Henrik og Malthe sprang i lastbilen og kørte over broen til Sverige. Nu, hos psykoterapeuten Birgitte på hendes hvidkalkede gård midt mellem marker og små snoede landeveje i Jylland, kan man ikke andet end at føle sig godt tilpas. Alligevel mærker Henrik en snerrende uro indeni, som han sidder der overfor Birgitte. En harme, som han har forsøgt at gemme væk bagerst i sin erindring, siden flugten væk fra Eva.

Birgitte presser ham til at træde ind i visualiseringsøvelserne. Øvelser, hvor han skal lukke øjnene og gå tilbage til episoderne med hammeroverfald og Evas verbale overgreb. Øvelserne rammer ham hårdt. Vreden bobler indeni. En vrede, som aldrig fik afløb. Hverken da Henrik som barn var udsat for sine forældres næver, eller da moderen til hans børn var voldelig overfor ham. Et klassisk offer. Det er Birgittes beskrivelse af ham.

Visualiseringsøvelserne skal hjælpe ham til at bryde ud af det følelsesmæssige jerngreb, som Eva stadig har ham i. Hjælpe ham til på ny at genopbygge sit selvværd, sin tillid til sig selv og ikke mindst sin tillid til kvinder. Lykken er nemlig langt fra gjort blot ved at stikke af til Sverige med sønnen Malthe.

 

 

Hos broderen i Sverige er der pludselig tid til, at Henrik kan gøre sig tanker om fremtiden. Skal de blive i Sverige? Hvor længe? Og hvad med Eva og datteren Maria? Henrik taler i telefon med Eva et par gange. Hun er rasende. Rasende over at han kan finde på at stikke af med Malthe på den måde. Han har straks at komme tilbage til hende i Danmark.

Henrik er i tvivl om, hvad der er rigtigt at gøre. Han er stadig af den overbevisning, at Malthe og Maria vil have bedst af at leve med både en far og en mor. Malthe savner også sin søster meget. Ligesom Henrik selv savner sin datter. Det piner ham. Der er bare det meget store men, at han på ingen måde har lyst til at vende tilbage til Eva. Nu har han endelig taget sig sammen til at forlade hende, og tanken om at vende tilbage skræmmer ham.

Hensynet til børnene vinder endnu engang. En dag beslutter han sig for at opsøge den kvinde, som han flygtede fra blot seks måneder tidligere. De må forsøge at tale sig frem til en holdbar løsning. For børnenes skyld.

 

Det er aften, og som aftalt kører Henrik fra Sverige til Evas nye adresse udenfor København. Han håber, at de på trods af deres tidligere stridigheder kan enes om en holdbar løsning i forhold til samvær med børnene. Han har dog ikke været længe i lejligheden hos Eva, før det er tydeligt for ham, at der er ugler i mosen. Eva er på ingen måde samarbejdsvillig og står fast på, at alt skal foregå på hendes måde. Henrik og Malthe skal komme tilbage til hende og Maria. Det er den eneste måde, han kan få sin datter at se på. Punktum.

Som så mange gange før kan Henrik mærke, at Eva hidser sig op. Han siger, at de er nødt til at tale ordentligt til hinanden – ellers kører han sin vej igen. Eva falder lidt ned, og de taler sammen den næste time. Alle ordene mellem dem er dog nyttesløse, og han gør antræk til at forlade lejligheden. Han er ærgerlig over, at de ingen vegne når, men han ser ingen grund til at blive. Det huer hende ikke. Hvad der derefter sker er usikkert. Den senere skadestuerapport melder om knivstik i Henriks venstre skulder og højre hånd, og et vidne forklarer i retten, at han er kommet ind i lejligheden, hvor han har fundet Henrik og Eva i håndgemæng.

Henrik søger tilflugt hos Evas genbo, hvor han er, indtil politi og ambulance når frem. Ambulancefolkene eskorterer ham ned til ambulancen, hvor de behandler snitsårene i skulder og hånd. På vej ned ad trappen ser han Eva stå i døråbningen. To politibetjente holder hende tilbage.

Hos politiet kan man ikke konkludere, om det er Eva, der har skadet Henrik, og kniven, som har efterladt Henrik med snitsår, er forsvundet. Eva frifindes i retssagen om knivstikkene.

 

Efter episoden med kniven afbryder Henrik al kontakt til Eva. De efterhånden talrige voldelige episoder har sat sig dybt i ham. Så dybt at han kontakter et krisecenter på Sjælland, som, han håber, kan hjælpe ham og Malthe videre i tilværelsen.

I løbet af det år, de bor hos Henriks bror i Sverige, begynder tingene at gå skævt mellem de to brødre. Broderen mener, at det vil være bedre for Malthe at komme i familiepleje. Den holdning deler Henrik ikke. Han ønsker selv at skabe en tryg tilværelse for sin søn. Uenighederne vokser sig til sidst så store, at Henrik ikke har lyst til at blive i Sverige.

Krisecentret på Sjælland er egentlig kun for kvinder, men Henrik og Malthe får lov at bo der. Henrik er taknemmelig. I løbet af de tre uger, de er på krisecentret, opholder han sig mest alene. Han er en undskyldning for sig selv og er utryg ved de øvrige kvinder på centret. De ansatte får han dog et tæt forhold til og finder støtte i at fortælle dem om sine oplevelser. Men han er klar over, at fremtiden for ham og Malthe ikke ligger på et krisecenter.

 

Henrik stiger ind i togvognen på en perron på Sjælland. Han har været tidligt oppe, for toget skal køre ham til den anden ende af landet til en by, han knap kender. Men det er ligegyldigt. Det vigtige er, at han måske der kan starte på en frisk. På en tilværelse fri for utryghed og vold. I toget på vej mod det jyske tænker han på Malthe. Tænker på, om han nu kunne efterlade ham på krisecentret, mens han er væk. Men det er jo deres fremtid, det handler om.

Efter flere togskift står Henrik sammen med en sagsbehandler fra den jyske kommune i en stor, lys lejlighed. Han kan godt lide det indtryk, lejligheden giver. Den virker venlig og ligger lidt uden for byen, hvortil man kan gå af små stier. Han overvejer, om han her kan starte på en frisk. Det er han sikker på, han kan. Lejlighedens tre værelser gør det muligt for Malthe at få sit eget rum.

Men da Henrik og Malthe en lille uge senere står i lejligheden, virker de tre værelser mere skræmmende end imødekommende. Far og søn har praktisk taget kun det tøj, de er kommet i. En følelse af håbløshed og utilstrækkelighed sænker sig over Henrik. Han føler sig ligeså tom, som lejligheden er. Men midt i håbløsheden banker underboen på og byder velkommen. Og da aften afløser eftermiddag, har forskellige naboer været forbi med sofa, bord og stole. Henrik føler, at fundamentet for en fremtid er på plads. Kort efter indflytningen sætter kommunen ham i kontakt med Birgitte.

 

 

Behandlingerne ved Birgitte på hendes hvide gård foregår over fem år og sluttede for ganske nylig. En årrække, hvor Henrik er så dybt nede i fortrængningen af Evas vold, at det kræver kræfter at komme op. Men i Birgittes afsluttende rapport til kommunen skriver hun:

"Slutteligt skal det nævnes, at samarbejdet med familien har haft karakter af stor motivation fra Henriks side og et dybtfølt ønske om, at Malthe skal have det godt. Samarbejdet har været åbent, positivt og tillidsfuldt".

Behandlingerne ved Birgitte er grundstenen i Henriks start på en ny tilværelse. Efter noget tid i Jylland finder han i samarbejde med hende ud af, at han savner en kæreste. Han tør bare ikke. Den ellers varme mand har pludselig svært ved at lukke kvinder ind. Han møder et par stykker, men så snart de kommer for tæt på, smutter han. Indtil han møder Jette.

 

Henrik lader hånden glide over motorcyklens sorte, blanke lak. Han har selv monteret det meste fra tændrør til sidespejle, og hans mundvige trækker langsomt opad i et stolt smil, mens han fortæller om cyklen. Det er den første større ting, han har købt til sig selv, efter han og Malthe er kommet til Jylland. Henriks kæreste Jette syntes, han fortjente den. Måske har hun ret. Han er bare ikke vant til at tænke på sig selv.

Det har taget lang tid at komme ovenpå igen efter årene med Eva. Bare det at stole på, at Jette vil ham det bedste, var svært i starten. Frygten fyldte meget i underbevidstheden. Hvis Jette lagde en hånd på hans skulder, når han stod med ryggen til ved køkkenbordet, lettede han fra gulvet. Samme impulser trådte i kraft, hvis hun om natten vendte sig i deres fælles seng.

I dag er det bedre. Henrik har opbygget selvtillid og tillid til andre mennesker. Psykologen, som var sat på familieretssagerne omkring Maria og Malthe, har også noteret sig, at Henrik sammen med Jette formår at skabe en god stemning i det lille byhus i Jylland. Psykologen beskriver stemningen som tryg, rar og humoristisk.

I tiden med Eva håbede Henrik længe på, at volden ville forsvinde. Han håbede for længe. Han ønsker, at han havde taget affære længe før, så de efterfølgende konsekvenser for ham og Malthe ikke havde vokset sig så store. Men håbet holdt ham tilbage. Håbet om at han sammen med Eva kunne finde en løsning, så Malthe og Maria ikke skulle vokse op i en splittet familie. Det lykkedes ikke. Henrik fortryder ikke den beslutning, han tog en augustmorgen i 2003, og i evalueringen af behandlingsforløbet hos Birgitte skriver han:

"Jeg flygtede fra min kone og tog vores søn med - og jeg har på ingen måde fortrudt det. I dag har jeg en dreng, der hviler i sig selv, er glad og fri. Der er en kæmpe forskel fra dengang og så til i dag. Jeg tør slet ikke tænke på, hvor vi havde været, hvis vi ikke havde fået Birgitte tilknyttet. Det er med vemod, at vi skal sige farvel til hende, men vi skal videre i livet".

 

Efterskrift

Henrik og Eva blev endeligt skilt for seks år siden, mens Henrik boede hos sin bror i Sverige. Siden da har den ene familieretssag efterfulgt den anden, hvor Henrik og Eva har kæmpet om forældremyndigheden over Malthe og Maria, som i dag er 12 og 7 år. Som situationen står nu, har Henrik fuld forældremyndighed over Malthe, mens Eva har fuld forældremyndighed over Maria. Det har ikke været muligt at etablere samvær mellem børn og forældre på tværs af forældremyndigheden på grund af situationen mellem Henrik og Eva. I familieretssagerne og i forsøgene på at etablere samvær på tværs af forældremyndigheden har Eva gentagne gange truet både Henrik samt hans advokat og psykoterapeut.

Eva er ikke dømt for nogen af de to hammeroverfald på Henrik, og anklagemyndigheden fandt efter de første domsafsigelser ikke grundlag for at anke.

 

 

Sådan har vi gjort

Fortællingen om Henrik bygger på flere interviews med Henrik samt interviews med Eva, Henriks nye kæreste, en terapeut, der har været tilknyttet Henriks sag, hans advokat og en socialrådgiver fra et af de krisecentre, hvor Henrik har boet. Derudover bygger historien på politirapporter og kvitteringer for anmeldelser til politiet, skadestuerapporter, psykologobservationer af Henrik og Eva samt journalisternes egne observationer. De scener af historien, hvor kun Henrik og Eva har været til stede og ikke kan bekræftes af rapporter, bygger på Henriks gengivelse af episoderne.

Historiens personer optræder under pseudonym af etiske og juridiske årsager. Deres rigtige navne er journalisterne bekendt.


Dag 3

Serieboks

 

Tema: I kvindens vold

Partnervold mod mænd er omgærdet af massive tabuer, og de voldsramte mænd står sjældent frem. Kristeligt Dagblad sætter i denne uge fokus på tabuet og fortæller de voldsramte mænds historier.

 


Hjælp på vej til voldsramte mænd

 

Mænd med voldelige koner eller kærester har længe været tabu og uden for samfundets og politikernes fokus. Men nu øger ligestillingsministeren opmærksomheden på de voldsramte mænd med en national strategi

 

Af Jon Bøge Gehlert og Line Lykke Haukrogh

 

Voldsramte mænd får nu en håndsrækning fra ligestillingsminister Lykke Friis. Inden for de kommende uger vil hun sammen med en række øvrige ministre offentliggøre en national strategi med 30 sociale initiativer, der blandt andet fokuserer på voldsramte mænd i parforhold. Strategien løber til og med 2012.

Hvad indsatsen helt konkret indebærer, vil Lykke Friis endnu ikke løfte sløret for, men i handlingsplanen for 2010 lyder det, at ligestilling handler om den enkelte mand og kvindes ret til et liv uden vold, og at regeringen vil målrette indsatsen mod at bekæmpe partnervold og tabuet omkring det. Ligestillingsministerens engagement i partnervold mod mænd udspringer af rapporten 'Vold mod mænd i Danmark' fra 2008, der konkluderede, at flere tusinde mænd hvert år udsættes for partnervold.

”I vores tidligere handlingsplaner har fokus helt klart været rettet mod mænds vold mod kvinder. Men med rapporten er vi blevet opmærksomme på, at der bestemt også er behov for at belyse kvinders vold mod mænd. Jeg må indrømme, at det kom bag på mig, at det faktisk er mere end 8000 mænd, der hvert år udsættes for vold i parforholdet”, siger Lykke Friis.

 

Ligestillingsministeren pointerer, at det er vigtigt at fokusere på vold mod begge køn for at forstærke ligestillingen i det danske samfund.

”Partnervold går begge veje. Vi har tidligere været meget fokuserede på at kalde det for vold mod kvinder. Nu har vi ændret ordlyden i den nationale strategi til at være vold i nære relationer. Den formulering er en klar erkendelse fra vores side af, at volden går begge veje,” siger ligestillingsministeren.

Landets mandekrisecentre udtrykker begejstring over, at de voldsramte mænd endelig kommer i fokus. Daglig leder af Mandecentret Odense Jan Skaarup siger:

”Ligestillingsministeriets initiativ er et klart skridt på vejen væk fra tabuet omkring kvinders vold mod mænd. Det er en udfordring for vores samfund at erkende, at kvinder også kan være voldelige, og det er vi nødt til at italesætte for at hjælpe mændene. Men fremtiden for de voldsramte mænd afhænger af, hvordan indsatspunkterne fra initiativet udføres i praksis.”

 

Hjælpen til de voldsramte mænd og mandekrisecentrene halter dog fortsat betydeligt efter kvindekrisecentrene. Krisecentrene for kvinder er sikret økonomisk gennem Serviceloven, mens de kriseramte mænd står uden for lovgivningen og må nøjes med projektstøtte, som gives i op til fire år ad gangen gennem Satspuljen. Den usikre finansieringsform står dog ikke til at blive ændret foreløbig, fortæller kontorchef Peter Juul fra Indenrigs- og Socialministeriet, der varetager lovgivningen omkring kvindekrisecentrene.

”Der er kommet signaler om, at der er behov for støtte til mandekrisecentrene. Men hvor længe der går, før der kommer en lovgivning om det, er umuligt at sige. Det danske samfund står lige nu i en benhård prioriteringssituation, hvor nye serviceydelser ikke står øverst på listen, så jeg gætter på, at der vil gå mindst et til to år, før der sker noget.”


Skjult i tabuets skygge

 

Tøffelhelt. Sådan stemples voldsramte mænd i mange tilfælde, når konen eller kæresten deler fysiske og verbale lussinger ud. Derfor vælger langt de fleste mænd at tie om volden og føje tabuet. Men husbondvolden har voldsomme konsekvenser

 

Af Line Lykke Haukrogh og Jon Bøge Gehlert

 

Vold er sjovt. I hvert fald når kvinder tæsker mænd. Den britiske sangerinde Lily Allen har storhittet med ørehængeren ”Smile”, som handler om, hvordan hun får hævn over sin utro ekskæreste. Og musikvideoen, hvor eks’en får tæsk af sangerindens venner, får raseret sin lejlighed og hældt afføringsmiddel i teen til ordene ”At first when I see you cry, yeah, it makes me smile”, virker både humoristisk og retfærdig.

Fair er det også, når USA’s darling fra American Idol, Carrie Underwood, i sangen ”Before he cheats” udbasunerer, hvordan hun ridser lakken, skærer sit navn ind i lædersæderne og med et baseball-bat smadrer ruderne på ekskærestens bil. Her er virkelig et par kvinder, som forstår at sætte sig i respekt. Sådan piger.  

Alligevel er der noget ved de hævngerrige tekster, som måske ikke er så sjovt og prisværdigt endda. For hvorfor kalder det på forstående nik med hovedet og skjulte grin, når en kvinde udsætter en mand for vold og ydmygelse? Ville komikken være lige så lystig, hvis det var en mand, der sang om, hvordan han havde hængt ekskæresten ud på Facebook, solgt hendes yndlingssmykke og givet hende et par på låget? Svaret er højest sandsynligt nej.

 

Faktum er, at historier om handlekraftige kvinder og forsmåede mænd oftest omtales med ironi og slet skjulte smil. Men for mændene er der intet at grine af, for psykisk og fysisk vold er en ødelæggende del af hverdagen for mange danske mænd. Omfanget er kun vagt beskrevet i løbet af de seneste år, men en undersøgelse fra Ligestillingsministeriet pegede i 2008 på, at mere end 8000 mænd hvert år udsættes for fysisk vold af deres partner. Et tal, som både ledere fra Danmarks ni mandekrisecentre og eksperter på området mener, er langt højere. Dertil kommer, at den psykiske vold, som kan have fatale konsekvenser for manden, på ingen måde er kortlagt.

Når der er så store mørketal på området, skyldes det, at mændene ikke står frem og fortæller om volden - hverken når partneren deler lussinger ud, eller når hun nedgør manden og inddrager nøgler, dankort og telefon. Og politiet går mændene sjældent til. Der er et tabu, som holder dem tilbage. Mændene ønsker ikke at tabe ansigt og få endnu et hug i selvværdet, som i forvejen er i bund.

 

70-årige Bjarne talte også kun ganske få gange højt om den fysiske og psykiske vold, som hans hustru gennem ni år udsatte ham for.

Første gang Bjarnes hustru var voldelig over for ham, stod de i køkkenet og forberedte mad sammen som så mange gange før. Men den dag syntes Bjarnes hustru pludselig, at han fyldte alt for meget ved køkkenbordet. Ud af det blå kom et velplaceret og hårdt spark, som ramte hans haleben med det resultat, at han ikke kunne sidde ned i flere dage.

I efteråret 2009 forlod Bjarne hustruen, som han havde kendt i 13 år. Det første spark var nemlig ikke det eneste men derimod starten på en årrække, hvor han lærte at indordne sig og skemalægge sin dag for at undgå konflikter. Alligevel syntes den fysiske og psykiske vold uundgåelig.

Hustruen låste ved flere lejligheder Bjarne ude af deres fælles hus, så han måtte lege indbrudstyv med værktøjet fra skuret for at komme ind, og hun fratog ham retten til at se tv. Det var heller ikke usædvanligt, at hun slog, sparkede og kastede glas og vaser efter ham. Selv slog han aldrig igen.

”Jeg kunne jo sagtens have stukket hende nogle på ørerne, men hvad havde det hjulpet? Jeg kunne jo kun holde hende, indtil hun faldt lidt til ro. Der var ikke andet at gøre.”

I årene, hvor volden stod på, fortalte han kun om det til en nabokone. Hun troede ham ikke. I stedet valgte Bjarne at forklare sine sår og blå mærker som småuheld. Intet andet. Heller ikke politiet blev involveret, selvom hustruens vold mod ham til tider var ganske grov.

”Jeg er nok lidt af et skvat på den måde. Bagefter kan jeg godt se, at det burde jeg nok have gjort, men jeg syntes ikke, at det var sjovt at skulle sige til politiet, at jeg fik klø af min kone. De havde sikkert bare grinet af mig.”

 

Bjarne var ingen splejs, da hans hustru slog og nedgjorde ham. Og hustruen havde ikke en krop som en russisk kuglestøderkvinde. Der var på den måde ingen stereotyper, der passede på det voldelige forhold. Men stereotyperne er også skudt milevidt forbi virkeligheden.

Det er nemlig ikke kun den 'bløde' mand, der ender som offer for fysisk eller psykisk vold i parforholdet. Lederne fra landets mandekrisecentre fortæller, at de mænd, der opsøger dem, spænder fra den ufaglærte til akademikeren, og fra organisationen Dialog Mod Vold fortæller direktør Helle Øbo, at alle typer mænd kan ende som voldsoffer. Det er en meget stor fordom, at husbondvold bunder i små, usikre mænd og store, mandhaftige kvinder, understreger Helle Øbo.

”Voldsramte mænd og voldelige kvinder ser ikke anderledes ud end alle mulige andre. De kan sagtens have en god karriere og signalere overskud udadtil, samtidig med at de lever i et forhold, hvor vold dominerer.”

 

 

For mange af de voldsramte mænd er der netop tale om, at de opstiller en facade over for omverdenen. De vælger i mange tilfælde at tie om volden over for både kolleger, venner og familie. Det hænger sammen med, at mændene ganske enkelt er flove over volden.

Og det er ikke uden grund, at emnet er tabuiseret. De voldsramte mænd vil nemlig ofte være genstand for latterliggørelse, for det virker usandsynligt, at en mand kan være offeret i et voldeligt parforhold. Det mener Svend Aage Madsen, chefpsykolog ved Rigshospitalet og formand for Selskab for Mænds Sundhed

”Den almene holdning er, at mænd skal kunne klare sig overfor en kvinde, og det passer ikke ind i det maskuline billede, at en mand bliver slået af en kvinde,” forklarer han.

Både hustruvold og husbondvold indeholder en ødelæggende ydmygelse af den voldsramte. Men ydmygelsen af den voldsramte mand vokser i takt med, at han bilder sig selv ind, at han er den absolut eneste mand, der får bank af kæresten eller hustruen. Det tabu kan på flere punkter sammenlignes med tabuet omkring incestproblematikken i 1990erne, mener Helle Øbo fra Dialog Mod Vold.

”Det er dybt traumatisk at være incest-offer - men sværest som dreng, fordi der ligger forventninger om, at man som mand kan sige fra. De voldsramte mænd møder også denne generelle samfundsopfattelse af mand og kvinde som stærk og svag,” siger hun.

Det fører blandt andet til, at mændene kun sjældent melder kvindens vold til politiet. De finder det pinligt og er bange for, at en tur på politistationen er lig med ydmygelser og sarkastiske bemærkninger.

Den frygt er ikke forbeholdt danske mænd. En undersøgelse fra University of British Columbia i Canada viser, at mænd i langt mindre grad end kvinder vælger at anmelde partnervold til politiet. Ofte undlader manden at melde volden, fordi han ikke opfatter det som vold, når kvinden sender en syngende lussing af sted eller kaster med glas og fjernbetjeninger. I mandens verden foregår vold ude bag en skurvogn eller som del af en lidt for våd aften med drengene.

 

Manden tænker det heller ikke som vold, når kvinden afskærer ham hans sociale netværk, nedgør hans person, udleverer intime detaljer om ham eller truer med incestanklager og med at stikke af med parrets børn. Men det er netop psykisk vold i sin groveste form, fastslår centerleder Jan Skaarup fra Mandecentret Odense. Psykisk vold er en betydelig del af tabuet omkring partnervold mod mænd, og når mændene ikke selv opfatter den psykiske terror som vold, eskalerer volden indtil et punkt, hvor manden har mistet sig selv og bukker under.

”I den generelle mandeverden siger vi tingene ligeud eller giver hinanden nogen på hovedet. Vi handler og afklarer tingene hurtigt. Men manden kommer til kort i det psykiske spil, der kan opstå i et konfliktfyldt parforhold. Derfor lider han ofte store nederlag i de situationer, og det medfører en stor risiko for en social nedtur, der skader både ham selv, børn, familie og venner,” siger Jan Skaarup.

 

35-årige Anders røg netop ind i en social nedtur efter flere års psykisk vold fra hans kone. Efter to års ægteskab havde hustruens psykiske vold mod ham nået et niveau, hvor han var begyndt at tro på hendes ord om, at han var sindssyg. Hun fortalte ham konstant, at han var vanvittig, utroværdig og en dårlig far, og hun ville godkende alle hans sms'er og telefonopkald. Konsekvensen var, at Anders ikke kunne sove om natten, havde svært ved at passe sit arbejde som selvstændig og mistede en stor del af sin omgangskreds. Til sidst kapitulerede han. Hustruens beskyldninger gik i opfyldelse. Anders havde taget hendes ord til sig og troede på, at han var et håbløst fjols.

”Når man hele tiden hører, man er en klaphat fra en, man er faldet pladask for, så ryger man i. Alle parader er væk, man stoler hundrede procent på den anden,” fortæller han.

Anders tænkte ikke på sin kones opførsel som psykisk vold. I stedet lod han sig overbevise om, at han selv var en dårlig person på grund af hans forsøg på at administrere deres økonomi og sætte retningslinjer i opdragelsen af deres lille datter.

Den overbevisning sad stadig i ham, da de efter to år gik fra hinanden i efteråret 2008. Først da hans hustru begyndte at bryde den uskrevne regel om ikke at skændes foran deres halvandet år gamle datter, ville han ikke mere.

”Fysisk vold er noget lort, men psykisk vold kan du ikke se, og du mærker den ikke, før den for alvor har fået greb om dig. Den slags vold smadrer dit selvværd og dine tanker. Du bliver overbevist om, at du intet er værd. Var jeg kommet med et blåt øje, ville ingen være i tvivl om, at det var hende, den var gal med,” siger han.


At Anders til sidst overgav sig og troede på sin kones beskyldninger er langt fra enestående. Hos Mandecentret Århus hører psykoterapeuterne Kim Nidam og Tove Land ofte de kriseramte mænd fortælle, at deres problemer ikke har været noget særligt. At det måske nærmere er dem selv, den er gal med.

”Til sidst tror mændene, at det skal være sådan. De tror på, at trusler er helt normale i parforhold, og at konen eller kæresten nok har ret i beskyldningerne. Manden lader sig dybest set invadere og får sværere og sværere ved at mærke egne grænser,” siger Tove Land.  

Når mændene bukker under, hører det med til forklaringen, at de ikke selv kan forstå, at de faktisk lader sig trække rundt ved næsen i eget hjem af en kvinde. Og når mændene ikke selv erkender den psykiske vold, fortæller de heller ikke om den til andre.

 

 

Men det burde de, for psykisk vold er påvist at have fatale konsekvenser. Ifølge flere undersøgelser af psykisk vold i parforhold kan der direkte sættes lighedstegn mellem omfanget af volden og risikoen for depression. Jo mere psykisk vold i parforholdet desto større risiko for depression senere i livet. Med andre ord er psykisk vold blandt de største kilder til forringet livskvalitet, mener Thomas Nielsen, som er lektor i psykologi ved Aarhus Universitet, hvor han forsker i depression og følelseslivets psykologi.

Ifølge ham er den vold, der angriber følelserne, den værste i et parforhold. For den ødelægger glæden og tilliden i parforholdet.

”Den psykiske vold har store konsekvenser for både manden og ægteskabet. Og når den psykiske vold dominerer, kan det være svært for mændene at komme ud af det usunde parforhold, fordi de er brudt ned og handlingslammede,” siger Thomas Nielsen.

Om handlingslammelse også kan beskrive ekskæresterne til den britiske popprinsesse Lily Allen og den amerikanske country-yndling Carrie Underwood skal være usagt. Ligesom det skal være usagt om de to damer faktisk kunne finde på at udføre handlingerne fra deres musikvideoer i virkeligheden. Men sikkert er det, at også kvinder udsætter mænd for partnervold. Hvad enten mændene træder ud af tabuets skygge eller ej.

 

Bjarne og Anders optræder under pseudonymer, da de ønsker at være anonyme. Deres rigtige navne er journalisterne bekendt.


Voldelige kvinder og mænd er fra samme planet

 

Kvinder er fra Venus, mænd er fra Mars. Men når de reagerer voldeligt over for deres partnere, går de samme mekanismer i gang. Det handler om jalousi, frustration og om at være ude af stand til at diskutere sig ud af problemer

 

Af Line Lykke Haukrogh og Jon Bøge Gehlert

 

Den krigeriske mand og den omsorgsfulde kvinde. En stereotyp med historiske rødder i tiden, hvor mandens vigtigste rolle var som jæger og kriger, mens kvinden med omsorg og kærlighed tog hånd om hjem og børn. I løbet af det seneste halve århundrede har kvinderne imidlertid fundet vej ind på arbejdsmarkedet, og ligestillingen er vokset. Nu er både kvinden og manden skaffedyret.

På trods af de skridende kønsroller har den krigeriske mand for nylig fået stor opmærksomhed, da flere medier satte fokus på mandens såkaldte kriger-gen. Kriger-genet MAOA skulle være tilstede hos op mod en tredjedel af alle mænd og gøre, at de reagerer voldsomt og voldeligt, når temperamentet koger. Kriger-genet har blandt andet vist sig overrepræsenteret blandt mandlige bandemedlemmer i USA.

Men hvis det ofte er kriger-genet, der fører til voldelige reaktioner hos mænd, hvad forklarer så, at også kvinder griber til vold over for både mænd og andre kvinder?

 

Det ved de hos organisationen Dialog Mod Vold, der arbejder for at stoppe vold i familien. De mekanismer, der fører til, at kvinder er voldelige over for deres mandlige partner, er ikke specielt anderledes fra dem, som fører til hustruvold. Ligesom hos mændene udspringer kvinders vold af en følelse af jalousi, afmagt og frygt for at miste den person, de elsker. Umiddelbart dybt ironisk, men ikke desto mindre realiteterne, fortæller Helle Øbo, direktør i Dialog Mod Vold.

”Den voldelige person har en misforstået opfattelse af, at hvis bare man kan få partneren til at gøre, som man gerne vil, så betyder det, at partneren elsker en. At det er ægte kærlighed. Men det kunne ikke være mere forkert.”

Dialog Mod Vold har i løbet af de seneste år oplevet en stigning i antallet af voldelige kvinder, der søger hjælp hos dem for at slippe af med deres voldelige adfærd overfor kæresten eller manden. Hvor det tidligere kun var hvert halve år, at en voldelig kvinde henvendte sig for at få hjælp, har organisationen de seneste to år modtaget henvendelser hver anden måned. Det kan synes som et ganske lavt antal henvendelser, men det bør nærmere ses som et udtryk for, at de voldelige kvinder finder det stærkt tabuiseret at stå frem med deres aggressive adfærd, mener Helle Øbo.

”Kvinderne kommer, fordi de har lyst til at stoppe med at udøve vold. I forbindelse med relationsvold skal man huske, at når man slår den, man elsker, så lever man i et dilemma - ligegyldigt om det er kvinden eller manden, der slår,” forklarer hun.

Kvindens vold har selvsagt konsekvenser for manden. Men også kvinden, der udøver volden, mærker konsekvenserne. Hun tror nemlig, at hun er den eneste kvinde, der banker sin mand - ligesom den voldsramte mand tror, han er den eneste, der får bank af sin kone. Derfor fortier kvinden volden, plages af skyld og har svært ved at finde vej ud af den voldelige adfærd. På den måde består tabuet, pointerer Helle Øbo.

 

 

Kvindernes fysiske vold har typisk karakter af slag, spark, bid og at kaste ting efter manden. Men kvinderne griber i endnu højere grad til psykisk vold, som ofte er et forstadie til den fysiske vold. Her er lussingerne skiftet ud med nedsættende, hånende bemærkninger om manden. Og den slags vold er mindst lige så skadelig som den fysiske, mener Thomas Nielsen, lektor i psykologi ved Aarhus Universitet, der forklarer kvinders aggressioner således:

”Kvinden tyr til de verbale angreb, fordi hun ikke kan få sin vilje og mister kontrollen over sit temperament. Og selvom hun får en fornemmelse af, at de aggressive bemærkninger giver hende luft, så er de alligevel destruktive.”

Den psykiske vold kan også være et udtryk for kvindens frustrationer over, at hendes liv ikke er, som hun gerne vil have det. Men i stedet for selv at tage ansvar, giver hun manden skylden, og lader det gå ud over ham. Dermed er den voldelige kvinde i mange tilfælde slet ikke bevidst om, at hun udøver psykisk vold. For hende ser det ud som om, det er manden, der er voldelig. Læge Lise Seidelin, som gennem flere år har specialiseret sig i at behandle både voldelige og voldsramte mænd og kvinder på Privathospitalet Lisegården, kalder dette fænomen for projektioner - altså en form for overførselsmekanisme.

”Den voldelige kvinde eller mand tror ubevidst, at den psykiske vold, personen selv udøver, bliver udøvet af partneren. Derfor er udøveren af psykisk vold meget svær at gennemskue, siger hun.


Faktabokse

 

 

Husbondvold

 

Husbondvold er en fællesbetegnelse for den psykiske og fysiske vold, som en kvinde udøver mod sin kæreste eller mand. Det er en pendant til hustruvold.

 

Psykisk vold er den mest udbredte type af vold, selvom den ofte er usynlig for udenforstående. Den handler om kontrol og isolation, som kan ske gennem skæld ud, trusler, gentagen, sårende kritik, ignorering, ydmygelse, urigtige beskyldninger, forhør, ødelæggelse af partnerens personlige ejendele og ved at hindre partneren i at råde over sin egen økonomi. Psykisk vold er typisk forstadiet til fysisk vold.

 

Fysisk vold defineres som den vold, der giver blå mærker og forårsager umiddelbar fysisk smerte. Undersøgelser viser, at husbondvold ofte udmønter sig i lussinger, slag med knytnæve, bid, spark, vold med våben eller, at kvinden kaster noget efter manden.

                

Kilder: Landsorganisation af Kvindekrisecentre og psykologiprofessor John Archer.

 

 

Danske mandekrisecentre

 

Der er findes ni mandekrisecentre i Danmark. I Fredericia, København, Århus, Aalborg, Odense, Horsens, Herning, Viborg og Guldborgsund. Snart åbner endnu et i Esbjerg.

 

En del af mandecentrene har de seneste år oplevet væsentligt flere henvendelser end tidligere. Det viser, at omfanget af husbondvold nu - måske - bliver mere tydeligt, mener flere centerledere.

 

Kilde: De danske mandekrisecentre

 

 

Sagt om ligestilling og vold

 

”For mig er nogle af verdenshistoriens mest slående billeder i kønshistorien fra Abu Ghraib-fængslet ved Bagdad, hvor man så kvinder ikke alene være voldelige overfor mænd, men også seksuelt ydmygende overfor mænd. Det var kvinder, der virkelig havde indtaget en rolle, som mænd ellers har haft et ret stærkt monopol på op gennem historien, hvor de har voldtaget kvinder i forbindelse med krig. Så er der virkelig tale om en ligestilling mellem kønnene – dog i en uheldig retning.”

 

Svend Aage Madsen, chefpsykolog ved Rigshospitalet.

 

”Det er ikke længere kun drenge og mænd, der skal klare sig godt i skolen, få en uddannelse og en succesfuld karriere. I dag findes de samme forventninger til piger og kvinder. Og det betyder, at de, der ikke klarer den, tyer til andre - kriminelle - måder at få respekt og status på. Ligesom mænd, der falder udenfor, har gjort det i årtusinder.”

 

Annika Snare, kriminolog ved Københavns Universitet.

(Kristeligt Dagblad, 28.11.2008)



”Det er desværre en af de kedelige følger af kvindefrigørelsen. Vi ser en klar tendens til flere voldelige unge kvinder. Og det problem er hidtil blevet overset. Vi bør sætte ind nu, inden det stiger yderligere.”

 

Eva Smith, formand for Kriminalpræventivt Råd.

(Politiken, 07.03.2004)

 


”Aggressive pigers opførsel skal til dels ses som et resultat af en generel ligestilling mellem kønnene. Drenge og piger har nærmet sig hinanden, både hvad angår den måde, de vokser op på, og de forventninger, vi har til dem. Men samtidig har medier og film også skabt et nyt pige- og kvindebillede, der er sejt og handlekraftigt.”

 

Ida Koch, ungdomspsykolog.

(Kristeligt Dagblad, 28.11.2008)